Eller hvad er det nu det her med Advent betyder!

Advent betyder i dets oprindelige form “Kristi komme“, men bebuder idag for den almene dansker, for hvem kristendommen ofte er blevet lidt fjern, mange andre ting, nok nærmere julens komme. Julen er oprindeligt, i nordisk mytologi “Lysets fest“, og sammenholder man de ting, undrer man sig måske knap så meget over, at jeg huskede betydningen af advent som:  “Lysets komme” 

Hvad end betydningen er for dig, så betyder det hygge for mig, og netop lysets komme! Det lyder måske lidt dumt, taget i betragtning at vi nærmer os årets korteste dag, med færrest solskinstimer, og ja det er ret mørkt derude, men ikke herinde! 1 søndag i advent er en dag jeg ser frem til fra 1 januar, for nu er det atter tid til samvær, nærhed og hygge, med masser af stearinlys, dekorationer, duften af gran, æbleskiver, glög og småkager!

Nogen kalder julen for hyklernes højtid, fordi man her denne ene måned om året, prioriterer hygge og samvær med familien og endda vover sig indenfor i de kristnes højborg – kirken! En stor del af mig tænker, og hvad så, herhjemme er det i hvert fald ikke hykleri, men gennemført hygge fra start til slut!

Herhjemme er hygge så heller ikke et fænomen fra 1 december til 1 januar, men noget vi prioriterer højt i hverdagen, hvilket også kan ses på antallet af nullermænd bag sofaen – og foran! Men uanset hvordan man prioriterer rundt omkring i de ganske danske hjem, så er det da skønt at se familien Danmark samles gang på gang, og hygge sig! Hykleri eller ej, så varmes der hjerter rundt om i landet!

Dagen idag startede med rundstykker og besøg fra svigerfar, som så kidnappede manden min for at begive sig ud i sneen, efter et større maskineri til svigerfars værksted. Alt imens fandt Klara og jeg de stoore Gertrud Sand kasser frem, nisser blev hevet op i massevis, og julemusikken galede om kap med Klaras jubeludbrud for hver nisse hun fandt frem! En ny Gertrud sand er skabt – hendes navn er Klara!

Julemusikken blev dog hurtigt for meget for hende, en nisse blev budt op til dans, og så svingede vi hofterne i næsten en time, til Shirleys søde stemme i temasangen til “Far, mor og bjørn” – jeg måtte ikke sætte mig ned, så alt imens mine hofter svingede i takt med musikkens rytmer, fik jeg strikket min “Mary Hue” færdig! Endelig noget at varme mine stakkels kolde ører med, her i vinterkulden!

Og gud ske tak og lov for det! Det var tiltrængt! Svigermor og hendes dejlig kæreste ankom næsten samtidig med min kære Kristian! På med traveskoene og det lange tøj, og så afsted i skoven! Det er fantastisk at bo i skoven på dette tidspunkt af året, naturen er lige i baghaven, og hvad efterhånden hører det traditionen til, med en tur i skoven omkring dette tidspunkt, for at samle mos, lav og kogler, med efterfølgende omgang æbleskiver og gløg!
Slutteligt blev der kreeret dekorationer i stor stil, kalenderlys og adventsdekoration skal der jo til, og Klara har i år selv lavet sin egen dekoration!
Jeg hjalp selvfølgelig til med en smule, men i så begrænsede mængder, det var blot et spørgsmål om at få sat lyset korrekt, vande oasis, og tage det grønne der stak for meget, men det er så lidt at det ikke er værd at tale om.
Klara har selv sørget for at sætte hjerter og dekorationselementer som hun havde lyst til, og har sat uhæmmede mængder af grønt i (Noget måtte fjernes igen pga. brandfaren)! Og jeg synes faktisk hun har været rigtig dygtig! 
Nu vil jeg sætte mig i sofaen i skæret fra de mange lys, og nyde det sidste af den første søndag i advent!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...