Og tålmodighed er normalt ikke en diciplin jeg mestrer alt for godt, og i dette tilfælde er min tålmodighed ved, at være godt og grundig brugt!

Alt det der, som i ved nok, som jeg ikke har skrevet så frygtelig meget om, men som i bund og grund handler om kampen for vores datter, kampen med alle hendes problematikker, og den største kamp af dem alle, kampen mod komunen!!

Pis også, der findes bare ikke et billede for tålmodighed der rammer.. så pt. er dette indlæg billedløst – gud hvor kedeligt!

Nå men idag er en af DE dage, man skulle næsten tro det er mandag, hader dem lige så meget som garfield, og har da også kværnet en omgang lasagne!

Klara koksede fra morgenen af, så sagde det knæk og nakken og skulderbladende var og er stadig fuldstændig låst, Kristian er i løgstør så ingen hjælp at hente der, afsted med Klara som ikke ville afsted, med megen mås og mas lykkedes det også, at få os begge i tøjet, afsted, hjem igen, vaaaarmt bad, stadig ondt, afsted igen, hente Klara, som så brød totalt sammen da vi kom hjem – hååård dag i børnehave, og der lå det så og ventede – brevet!

Et brev fra statsforvaltningen.. jeg tror man kunne høre mine tænder klapre, og lugte den snigende tyndskidsfornnemelse helt nede ved naboen (siger en del her på lars tyndskids mark)  jeg var nervøs og spændt på, om det her virkelig kunne passe! Endelig efter de 7 mdrs. gennemsnitlig behandlingstid er gået, et svar, en afgørelse på vores kamp om retten til et eksistensgrundlag, når man har en datter som Klara.

Men ak, uvisheden om tabt arbejdsfotjeneste eksisterer stadig, det var en meddelelse om, at vores sag nu sendes til det sociale nævn i region hovedstaden! Jo joo.. de har sagt ja til at tage 800 sager, herunder vores, og behandle dem for at spare sagsbehandligstid i region midtjylland!

Jeg kan godt se argumentationen, jeg kan også godt forstå meningen med det, men jeg kan absolut ikke se, at de kan gøre det mere langsomt end de allerede har gjort, de er ikke engang gået igang med at behandle vores sag endnu!

Så her står jeg, med en datter der end ikke kan være i pasning i 2½ time om dagen, blot fire dage om uden, uden at hengive sig til en kombination af en hyperaktiv, spise og søvnværgende apatisk skal, af den datter vi kender! Jeg har stået uden indtægt siden juli måned, og kommunen er ligeglade, jeg skal bare se at komme videre i mit liv, og aflevere min datter på fuld tid – ikke deres problem at vi er ved at gå fra hus og hjem!

Min tålmodighed er brugt, og min mund snerpet sammen som en hønes røv! Hmm…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...