Igår aftes efter vi, sædvanen tro, var på vej hjem efter endnu en hyggelig aften hos svigermor, fløj tankerne omkring mig. Her sad jeg næsten 26 år gammel, uden uddannelse, uden indtægt og uden noget som helst fornuftigt at skrive på et CV når den tid engang kommer. Hvordan mon det ville lyde:

Hej jeg hedder Katharina og jeg er “bare” Mor.

Altså jeg er Mor med stort M, og har næsten en universitetsuddannelse, det vil så sige at jeg stadig lige mangler de sidste tre eksaminer, men lidt tæller vel også, næsten er jo nærved, så jeg har en nærved bachelor?

Kommunikation og kreativitet er mit speciale, her betyder det at jeg i næsten 3 år læste kommunikation, altså er jeg ret god til at læse, men jeg har desværre ikke lige det endelige papir på det, men jeg kan sy et eksaminsbevis, eller en studenterhue, og måske strikke et tørklæde der matcher – interesseret?

Okay, så har jeg erfaring med specialbørn, i hvert fald har jeg erfaring med min egen datter som har en hulans masse problematikker. Hende har jeg passet siden fødslen, og det må i hvert fald tælle for noget ikke? Her kan jeg også tilføje at jeg igennem årene har læst en masse paragraffer og sat mig grundigt ind i forskellige områder af lovgivningen, sagsbehandlingsgangen, og socialjura har jeg også sniffet til – tæller det for noget?

Nej vel?

Det lyder bare så fesent, i mangel af bedre ord, at jeg måske ender med at stå som 30 årig uden uddannelse, og absolut intet ud over bleskift og husmorpligter, at skrive på mit CV.

Selvom fremtiden ligger lige forude, lige der, nøgen, uskrevet og klar til at blive omfavnet af livet, med alle dets muligheder, så virker det bare så langt fra det liv jeg engang forestillede mig.

Jeg havde mere regnet med noget ala – Katharina 30 år, mor til 2, lykkelig gift med Kristian, uddannet Cand. Negot med selvstændig konsulentvirksomhed, har ved siden af hobbyvirksomhed med produktion af børnetøj og voksenklæder… osv. osv.

STOR HVID PIL…

Ja den kom lige der, for den kan jeg godt skyde langt efter den drøm/illusion!

Men måske er det slet ikke så slemt igen, faktisk burde der ikke være noget der hedder “Bare” Mor – for der er ikke noget BARE i, at være mor og slet ikke til min lille prut herhjemme. Og hvad så om der måske ender med, at være fem år i mellem de pseudotvillinger jeg havde forestillet mig, det er da bare mit incitament overfor manden om at få et tredje barn også. Uddannelse – tjaaa man bliver vel aldrig for gammel til at lære noget nyt, og indtil da må jeg jo bare holde mit intellekt ved lige og lege “Hvad vil jeg være når jeg bliver stor”.

I det store hele handler det vel om, at være klar til at ændre sine drømme, acceptere virkeligheden og så tage den derfra.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...