Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vores liv de sidste tre år har været en kamp på rigtig mange måder! Der er lykkelige stunder, og glade minder, og i bund og grund priser vi os jo lykkelige for det vi har, nemlig hinanden!

Én ting er at blive forældre til et barn med særlige behov, det kræver en tankeomvæltning og tilvænning, det kræver kræfter, men mest af alt en ordentlig portion kærlighed og tålmodighed. Det der virkelig kræver kræfter i en situation som vores, er de kampe man må tage med kommunen, for at få den rette støtte og hjælp.

For to år siden var vi igang med en helvedsindkøring af Klara i dagpleje, trods hun ikke nåede at være der alene og der kun var ét andet barn end hun, så måtte vi efter to måneder og to dagplejere, hvoraf den ene gav op, kapitulere og trække Klara ud igen, dette i samråd med diverse fagpersoner. Klara var trukket ind i en skal af ren apati, hun stoppede med at spise, sove, smile – hun trak sig ind i sig selv og øjnene døde. Det var noget af det værste jeg nogensinde har oplevet!

Vi fik af vide af special sp, at Klara skulle ikke i pasning før tidligst sommeren 2010, hun troede ikke på hun ville være klar før, når hun var så sensitiv og reagerede så voldsomt, trods de minimale stimuli. Vi besluttede os derfor, at søge om tabt arbejdsfortjeneste, for jeg kunne jo godt regne ud, at jeg nu måtte opgive studierne totalt – som sagt så gjort.

Oktober 2009 modtog kommunen vores ansøgning, og efter en grum omgang paragrafrytteri og nøl, hvor vi endte i møde med børne og familiedirektøren grundet graverende fejl i sagsbehandlingen, fik vi efter 6 mdr og 6 dage en afgørelse – Afslag! Klara hørte ikke under personkredsen.

Undrende var jeg dog, for samtidig havde de visiteteret Klara til en specialbørnehave, hvor kravet for visitationen var, at man tilhørte den personkreds, som de ikke mente Klara var en del af?!!? Jeg ankede selvfølgelig, og den sag ligger pr. dags dato i ankestyrelsen, og vi venter på en afgørelse derfra.

I mellemtiden har jeg modtaget pasning af barn i eget hjem, dog var denne ydelse kun nok til at overleve, men trods alt en lille indtægt, men i Juli 2010 stoppede den, den var tidsbegrænset på 1 år. Så der stod vi, ingen indtægt og med en datter der var under psykiatrisk udredning, med anbefalinger om pasning i hjemmet, og skånsom indkøring i specialbørnehave og ingen muligheder for pasning eller varetage et arbejde!

September 2010 påbegyndte vi den indkøring i børnehave med hjemmebesøg,  den selvsamme som vi fortsat er igang med, og herfra begyndte vores families deroute – havde aldrig troet det kunne gå så voldsomt ned af bakke. Især efter Klara begyndte nede i selve børnehaven i september.

Efter 5 mdr i børnehave, 2½ time – 4 dage om ugen – er vi fortsat ikke rigtig nogen vegne, og Klaras reaktioner herhjemme er fortsat voldsomme og tiltagende. Hendes adfærd og de observationer børnehave og ikke mindste handicapterapeuten har gjort sig ( hun kommer i hjemmet) har resulteret i, at handicapterapeuten og vores familiepsykolog har genhenvist hende til børnepsyk i Risskov – og så skal jeg love for der kom skred i tingene!

5 Maj sendes henvisning til børnepsyk – mandagen efter ringer overlægen til Handicapterapeut – stor bekymring for Klara – hun skal udredes nu, og ikke om måneder eller år, så i morgen kommer de på besøg herhjemme for første gang og observerer i 4 timer!

Medio maj indkalder handicapterapeut og psykolog div. personer fra kommunen til møde – de vil have en forklaring nu, og anmoder om at de finder ud af, at støtte os lidt bedre som familie! Konklusion bliver, at de laver en ny ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste, da de godt kan se de ikke kan støtte os på anden vis!

Vi tvivler herhjemme, hvorfor nu efter næsten 2 års kamp, hvor de ikke har ville hjælpe, nu hvor jeg har stået uden indtægt i næsten et år (1 ÅR!!), godt nok har vi fået en ny fantastisk sagsbehandler, og fagpersoners observationer og en akut tid til udredning af Klara – men stadigvæk hvorfor skulle de ville hjælpe nu?

Men igår klokken halv seks kom svaret – og jeg brød hulkende sammen…

…. af lettelse! Det gik igennem!!!

Vi befandt os, sædvanen tro, hos svigermor til onsdagsmiddag, så hun smed straks en champagne på køl, som vi nød en lille sejrens skål i!

Dette fjerner ikke vores problemer, eller ændrer på vores situation! Men det betyder altså at vi ikke går fra hus og hjem, og det i sig selv er en kæmpe bekymring mindre nu!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...