De kompetente forældre


Der er skrevet mangt et indlæg i blogverdenen og utallige artikler i aviser og blade, af børneeksperter, wonderbloggere og økofacister som kan fortælle os, hvad denne måneds trend indenfor børneopdragelse er, hvordan vi bedst muligt opnår zenfølelse i moderskabet og absolut lykkefølelse i familielivet, dette er ikke et sådant indlæg.

Jeg har ikke den gyldne nøgle, og jeg må ærlig talt indrømme også, at jeg efterhånden er lidt træt af, at læse om alle disse “veje til et lykkeligt liv med børn”. Det er som om vi et eller andet sted på vejen, har mistet tilliden til os selv, og vores evner som forældre og forlader os på, at diverse såkaldte eksperter, kan fortælle os hvad vi nu skal gøre. Så skal vi lade børn græde sig selv i søvn, så er det farligt. Så skal vi droppe mælk og gluten, så er det farligt, og det sidste nye jeg har hørt er, at vi helt skal “Droppe opdragelsen”, så tro pokker pædagogerne træder frem og beder om tilladelse, til at tale opdragelse med forældrene.

For det er ikke kun forældrene der har mistet tilliden til egne evner, det er også fagpersonerne som ikke længere nærer tillid til, at vi overordnet set er kompetente forældre. Vi bliver fra dag et i graviditeten præsenteret for alskens vejledninger til den rette vej frem, på stien videre i livet – nu som forældre. Og fred være med det, jeg kan så absolut godt se fornuften i det, og støtter op omkring god vejledning og rådgivning, men det er som om det i nogle henseender, bliver for meget.

Det er så her dette indlæg, får en mere personlig drejning, da vi oplever dette i særdeleshed gælder i handicapregi. Her får man ofte af vide, “I er forældrene, det er jer der er eksperterne“. Det er en slags metaforisk sutteklud, så man som forældre kan stoppe med, at føle skyld overfor det her barn, som nu engang er noget “helt særligt” og dermed kan læne sig tilbage, overlade ansvaret til de “rigtige” eksperter, og så må vi “bare vente og se” så skal det hele nok gå.

Fornemmer i bitterheden, eller skal vi sige frustrationen, for dette er trods alt ikke et indlæg af bitterfissen, men fra en frustreret mor.

For det er det jeg er, frustreret over konstant at blive mødt med en form for arrogance, en nedladenhed, hvor jegsom forælder ikke har noget særligt at skulle have sagt, fordi jeg ikke har en uddannelse i at være ekspert på børn, autisme eller hvad det nu måtte være. Jeg er bare mor, vi er bare forældre, så nu skal vi gå hjem og elske vores barn, det er det vi kan.

Gå hjem og elsk dit barn

Det er alligevel den dummeste sætning jeg nogensinde er blevet mødt med, og samtidig den mest nedladende. Jeg kan mere end det, vi kan mere end det!

At elske sit barn er en overvældende følelse, der starter med to streger på en tissepind, fra den dag af har man et forkvaklet forhold til sin mave, en form for selvcentrerethed der slet ikke handler om en selv, men det spirende liv man bærer på. Kærligheden til ens barn overmander en, og er en evigt voksende følelse som aldrig synes at stoppe, og som kan være helt overvældende fra tid til anden.

Men tænk sig om vores ansvar bare stoppede der?

Som forældre til et handicappet barn, åbner der sig en helt ny verden for en, hvor man som familie er nødt til, at åbne sit hjem og sine arme for en stor gruppe, af eksterne instanser, som alle skal med ind over mange beslutninger og helt ind under huden på familien, og alle sammen ved bedst, for de er eksperterne.

Vi er mangt engang blevet præsenteret for bedrevidende fagfolk, som mener de ved bedst, fordi “det har de set så mange gange før“, så sent som i den forgangne uge, har jeg siddet ansigt til ansigt med et kvindfolk der absolut mente, at hun vidste hvad der var bedst for min datter, trods hun aldrig har mødt hende. Mødet med hende, har nok også lidt tricket min trang til, at skrive dette indlæg for hun gør det, som så mange andre fagfolk gør efterhånden; negligerer det faktum at hun sidder overfor en kompetent forælder, for det er hvad jeg er.

Nej jeg er ikke uddannet pædagog og nej jeg har ikke en phd i børnepsykologi. Jeg kender ikke alt til autisme, det gør eksperterne indenfor feltet ikke engang, men jeg kender min datter, her er jeg vitterlig eksperten. Hvis man starter med at anerkende dette, så kunne vi måske samarbejde omkring det, dele viden og udvise åbenhed, som vi f.eks. oplever i samarbejdet med vores datters børnehave. I stedet bliver man ofte hængt op på den manglende faglighed, og sammenholdt med de evindelige besparelser og moderne tankegange om tilpasning af handicappede til det firkantede samfund vi lever i, så er det som forældre ret meget op af bakke.

Jeg anerkender, at der er behov for en stor del faglighed i arbejdet omkring handicappede også som forældre, der er behov for sparring med fagpersoner, og litteraturlisten med materiale er lang. Og ja man når langt som forældre med en rum mængde kærlighed og tålmodighed, men når vi fra neuropædiateren og psykologerne bliver sendt hjem, med besked om at gå hjem og elske vores barn, sender de os afsted som magtesløse forældre med en underskrevet ansvarsfraskrivelse (sat på spidsen). Vi bliver sat på et sidespor i vores datters liv, vi er dem der underskriver papirerne og tørrer op når fagpersonerne fejler, vi tager konsekvenserne og sætter alt på spil, men sat på spidsen har vi intet at skulle have sagt. Skal der træffes beslutninger indkaldes der til “ø-råd” og som forældre bliver man nemmest stemt ned, igen pga. den manglende faglighed. Jo jo, vi er eksperterne på vores børn, lige indtil det kommer til stykket.

Selvfølgelig er der undtagelsen der bekræfter reglen, for dem møder vi da heldigvis også. Vi har et fantastisk team omkring vores datter, så absolut, og desværre er det ikke alle forældre, der er lige ressourcestærke, og her er det godt at der nogen der kan træde i karakter, og træffe beslutninger for forældrene.

Jeg ville bare ønske, at vi generelt set nærede større tillid til os selv, blev bedre til at hvile i os selv og anerkende det faktum, at vi som forældre kan en hel masse også, og ikke mindst at fagpersonerne omkring os, blev bedre til at se dette og anerkende vores faglighed og ekspertise omkring vores børn – en accept og anerkendelse af “De kompetente forældre”.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...