Man skal holde fokus på det der fungerer, se på det positive og se fremad!

Det er vores mantra i hverdagen, og her er vi landet igen, med et brag vel og mærke.

Ferien har virkelig været skøn, og set i lyset af Diktatorens ve og vel de seneste 5 uger, også tiltrængt. Men det var ikke den store nyhed. Til gengæld er der stor nyhedsværdi i, at vores søvnforstyrrede og til tider spiseværgende barn, har præsteret sove til halv elleve en dag i ferien og i gennemsnit har spist ca 2 hele skiver rugbrød til frokost hver dag! Konflikterne har været minimale, til gengæld har der været mange kys og kram, og hyggelige stunder!

Vi har været i stand til: at handle uden skrig, tage på besøg, få besøg, putte i ro og mag, vi har endda kunne få diktatoren afsat en hel dag i trygge hænder hos bedsterne, mens vi tog til kobberbryllup! Vi har været en hel uge i holland og det var bare hyggeligt og ikke anstrengende!


Alle kriterier vi har for Klaras trivsel blev opfyldt i ferien! Er det bare fedt, eller er det bare fedt?!?!

Hverdagen har ramt os nu, med det skift det indebærer. Ved man ikke så meget om autisme, kan jeg fortælle at skift er for mange, især Klara, rigtig svært at håndtere. Normalt kan skift fra weekend til hverdag være svært, men ferie til hverdag er rigtig hårdt.

Diktatoren var brugt da jeg hentede hende efter børnehave igår, halvanden times hygge med en pædagog hun virkelig havde savnet, havde lige trukket bundproppen! Energiforladt og frustreret kravlede vi sammen på sofaen og puttede mens Disney Junior stod for underholdningen.

Jeg håber hun tager roen fra ferien med sig, så vi fortsat kan se den udvikling vi har oplevet gennem de sidste 5 uger.

– Posted using BlogPress from my iPhone

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...