Jeg sidder her med meget ambivalente følelser, og føler mig i bund og grund lidt tom.

Der er en uhyggelig stilhed i huset, som jeg normalt nyder til fulde, fordi det er i denne stund jeg genlader batterierne og gør klar til eftermiddagen, med min dejlige diva. Roen giver plads til lykkelige små puf fra indersiden, en daglig reminder om det spirende liv der vokser under mit hjerte. Kærligheden er stor, og glæden enorm… jeg glæder mig, vi glæder os, helt sindssygt faktisk! Dette lille lykkelige ønskebarn, som så længe har været ønsket, men som har måtte vente, er endelig på vej.

Men mens jeg sidder her og nyder glæden og lykken over livet, som endnu ikke er her, rammes jeg af denne her tomhed, jeg er kørt fra min store pige, min skønne dejlige pige, har jeg forladt skrigende, opløst af gråd i en børnehave, hvor hun tydeligt har proklameret, at hun ikke ønsker at være. Pædagogen holdt hende fast, og jeg måtte vriste min jakke fri, og gå!

Jeg føler mig så grusom, for jeg havde mest af alt lyst til bare, at rive hende ud af pædagogens arme og tage hende med mig, putte hende ind under jakken, holde hende tæt og give hende den tryghed hun så desperat søger lige nu.

Min lille store pige, så skrøbelig og så ulykkelig! Glæden og overskuddet fra sommerens lange ferie er helt væk. De sorte rande under øjnene er tilbage, nætterne er plaget af gråd, og appetitten er væk, erstattet af “mavepine” og tristhed. Min solstråle trives bare slet ikke lige nu, og jeg kan slet ikke se nogen vej ud af det her.

Vi skal fokusere på det positive, se på det der fungerer og bevæge os fremad. Dage som idag, er det bare ualmindeligt svært, når man føler man bevæger sig bagud, og sidder fast i en alt for kendt tilstand af uro og mistrivsel. Og samtidig er der det her spirende liv, som får fjernbetjeningen til at danse, med sine spark mod maveskindet, som danser fandango flere gange dagligt, og danner grobund for en ny tilværelse i vores kommende familie som 4.

Det hele er så ambivalent og svært lige nu… umådeligt svært!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...