Jeg vågnede i morges med snot i hovedet og følelsen af, at være besat af en søløve, og træt som et ondt år! Diktatorens søvnbehov er minimalt i disse dage, og det vækker ikke jubel hos den gravide husmor, at blive vækket en til to gange i timen, for blandt andet at blive bedt om at synge!

Overskud er virkelig en by i Rusland, men derfor er der jo stadig et barn der skal underholdes, vasketøj der skal ordnes osv. Så masser af the i formiddags fik da sendt min imitation af et havpattedyr på flugt, nu buldrer hovedet bare og snottet render. Men en tur ud og se efter kastanjer og efterfølgende deltagelse i dommerpanelet ved dette års efterårscykeløb på 3 hjulede, fandt jeg lidt mere energi til, at bage med diktatoren som lovet!

Verdens nemmeste kokostoppe blev det til!

1 dåse kondenseret mælk
350-400 gram kokosmel
2-3 tsk vaniljesukker

75 gram chokolade til smeltning

Alt undtaget chokoladen blandes sammen, og sættes i toppe på en bageplade. Jeg brugte et spiseskemål, så de var lige store og fik ca 30 stk.

De blev bagt ved 180 grader i 15-16 minutter.

Efter de var kølet af, dyppede jeg dem i smeltet chokolade.


– Posted using BlogPress from my iPhone

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...