Kender i de dage, hvor alting bare går galt fra det sekund, hvor man slår øjnene op? Hvor man klokken 9 bare overvejer på det kraftigste, at lave en Maude og skrige til hele verden “Jeg går i seng” …

…Det var min dag igår!

Jeg slog øjnene op, på et ukristeligt tidspunkt til mit vækkeurs summen, så jeg kunne arrivere lidt i 8 i diktatorens børnehave, og aflevere hende i ro og mag, for så at deltage i møde vedrørende udvikling i diktatorens nærtstående fremtid.

Så langt så godt, vækkeuret ringede faktisk, og klokken var ikke 7.48 som jeg ellers netop havde drømt. Hjertet havde galoperet den halve nat, som det har tendens for, her for tiden. (Mumler noget om at man faktisk kan savne sine l o … betablokkere) Men jeg var klar til dagen…

“Mooooooooor…. jeg har tisset over hele sengen”

Og ja, det havde hun, og det er jo hvad der sker, bare ærgeligt når det er vores seng!

Nå barn op, barn vaskes, barn affodres. Husker på, mor tøj på, mor vaskes og mor affodres. Tjek! Støvler på, jakke på. Tjek!  Vi er klar til afgang.

SLAM…

Der lå så min højtelskede iPhone på gulvet, og ligesom mit håb for dagen der stod forude, var den knust! Bagsiden var splintret og knust, som havde den fået et los med et baseballbat. Glasset synes at holde sådan nogenlunde, men lod bumperen sidde for en sikkerheds skyld, og måtte så leve med, de smuldrende glasstumper.

Afsted gik det mod børnehaven, jeg var i god tid, trods morgenens hændelser. Diktatoren sad noget uroligt på bagsædet og repeterede og førte monologer, pga. usikkerheden over tidspunktet. Det er normalt ikke mørkt når vi kører mod børnehaven, og der skal ikke så meget til at vælte hende. Så på med Rasmus Seebach, og så var der ro. Lige indtil vi ramte køen.

KØEN -WTF??

Altså det her er Skive, ikke Århus! Og alligevel måtte jeg tekste manden, at han venligst gerne måtte entrere børnehaven, med besked om, at jeg holdt i kø, mellem Hvidbjerg og Skive, og trafikken flyttede sig bare ikke! Det begyndte den dog heldigvis med, og jeg sad ihærdigt og ventede på en opklaring, for denne usigelighed en onsdag morgen. Men intet – der var intet. Ikke før jeg ramte A26, hvor jeg så kunne bevæge mig resten af vejen i sneglefart, pga. en traktor!

Er det bare mig, eller burde landbrugskøretøjer ikke forbydes i morgentrafikken!!

Endelig kom jeg derned, kun 15 minutter for sent, og datteren blev viffet ind til en af yndlingspædagogerne, til stor lykke for hende. Så til møde, og 9.15 var jeg endelig hjemme igen, med dikatoren og en knust telefon.

Lige der slog det mig et kort sekund… jeg overvejede det kraftigt – at lave en Maude! Gå ind og lægge mig, og for en stund glemme verdens tunge sandheder, og bare forblive i tosomheden med min dyne.

Men trods min pludselige trang til, at hylde Maude og hendes knap så rationelle tilgang til tilværelsen og konflikthåndteringsevner, så valgte jeg alligevel at gå dagen i møde med rejst pande. Efter en tur til Viborg, med tøseshopping (fikse telefon) og frokost på den gyldne måge, så havde jeg en lykkelig Diktator og en telefon der var som ny.

Ha en god dag allesammen… og husk nu give awayen! Den slutter søndag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...