Tiden den flyver afsted, hvilket også ses på antallet af indlæg her på bloggen, tiden render simpelthen fra mig. I skrivende stund, render min dejlige datter og pakker alskens ting og sager i tre forskellige prinsessetasker, vi skal nemlig hjem til mormor idag, og det giver et sagligt pusterum, med plads til at opdatere lidt om livet på landet.

Denne graviditet går overraskende hurtigt. Pludselig står man op, opdager badebolden midt på maven, og må sande at det der med fødder er et ukendt fænomen nu. Jeg pruster som en gammel overvægtig mand med KOL, og må konstatere at næste gang rovkløerne, syd for grænsen, skal klippes må jeg bede manden om hjælp, der er bare stillinger som efterhånden er for ukomfortable og umulige.

Den voksende mave giver anledning til mange glæder, mange bekymringer og fra omverdenen, mange kommentarer og spørgsmål. Der er de sædvanlige “Ved i hvad det bliver”“Sig mig, er du sikker på der ikke er to” – og “Hvaså tykke” alle som en er et kærligt udtryk for interesse, og så er der dem man lige studser over en ekstra gang af uheldig karakter, som feks. “Det er helt sikkert en pige, du er virkelig bred gravid”  eller “Det ses tydeligt bagfra, du vralter som en and”.

Denne gang er vi dog stødt på følgende spørgsmål, op til flere gange:

Tør i godt igen

Jeg tror absolut ikke det skyldes uvenlighed eller sarkasme – tværtimod, men det har sat nogle tanker igang i fht. hvordan folk tror vores liv er, som forældre til Klara er.

Det slår mig ofte som om folk tror vi lever i et levende mareridt, med det her vanvittigt krævende barn, ingen nattesøvn og utallige slåskampe med diverse instanser for at få hjælp. Indrømmet, det er da ikke fordi det er en dans på roser, og det er langt fra det liv, som vi havde forestillet os, dengang jeg så de to røde streger på tissepinden, for første gang.

Men det er vores liv, og jeg ville ikke bytte.

De gange jeg er blevet spurgt om, vi godt tør igen, har jeg taget et blik på Diktatoren, min højt elskede diva, som i den grad har karakter og charme, og så møder jeg de store blå øjne og ser en perfekt pige, som dagligt smelter mit hjerte.

“Ja selvfølgelig tør vi igen”

Livet med børn er alt andet lige, anderledes end det man først forventer sig, simpelthen fordi man umuligt kan tænke sig til, hvad det vil sige når man ikke har børn.

Revnede brystvorter, kolik, lortebleer der springer læk ud over det sirligt udvalgte tøj, som man er på vej ud af døren til tante ernas 80 års fødselsdag, og i forvejen er forsinket pga. amning der trak i langdrag. Nætter med skrig og skrål pga. tænder, vacciner eller vokseværk. Og problemerne bliver ikke mindre som børnene bliver ældre.

Vi har så en masse ekstra i tillæg til de “sædvanlige” finurligheder i forældrelivet, men vi har aldrig prøvet andet. Til gengæld så har vi også en masse ekstra i tillæg, til alt det sjove og det finurlige netop fordi Klara er som hun er, og man lærer at fokusere på de positive aspekter i situationen, selvom det nogle gange er svært.

Klaras enorme sensibilitet, har betydet at jeg må agere som hjemmegående husmor siden hendes fødsel, i stedet for studerende og sidenhen karrierekvinde, hvilket da selvfølgelig har været frustrerende på mange måder, fordi det her er ikke det jeg havde forestillet mig, det har i den grad været et spørgsmål om, at gå på kompromis med hvem jeg er, mine ønsker og mine behov. . Folk spørger tit, om det var et bevidst valg, at jeg skulle være hjemmegående, hvortil vi som regel svarer, “Det var et nødvendigt valg” – i princippet tror jeg ikke der var et egentligt valg, men jeg fortryder intet.  Mine hidtidige drømme er fejet væk, og jeg har måtte erstatte dem med andre, men det er ikke nødvendigvis dårligt. Det er bare anderledes

Livet går videre med en autismediagnose, og Klara skal og vil aldrig blive en undskyldning, for at lade livet gå i stå – tværtimod. Hun er et livsstykke, har umådeligt meget at byde på, verden ligger for hendes fødder.

Vi oplever en anden alsidighed i vores liv, end vi ellers ville have set og oplevet, vi er blevet bedre til, at sætte pris på de små ting i hverdagen og ser de sejre, som i andres øjne er bagateller, men for os er olympiske præstationer.

Vi er som familie ikke slået hjem, vi har stadig alle brikkerne på brættet, og snart kommer der flere til. Livet går videre! Det er da heller ikke nogen hemmelighed, at vi har haft vores overvejelser i fht. at skulle have flere børn, men det har aldrig været et spørgsmål om, hvorvidt vi skulle have flere eller ej! Mere et spørgsmål om hvornår.

Emily Pearl Kingsley har skrevet et digt, om det at være forældre til et barn med særlige behov, og det er så eminent rammende, og nærmeste umuligt, at gengive bedre end hun formår her:
Rejsen til Holland

At vente et barn er som at planlægge en drømmerejse til Italien.
Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer.
Colloseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig.
Du lærer Italiensk. Alt er meget spændende…
Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen…
Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen.
Stewardessen kommer ind og siger: “Velkommen til Holland”

“HOLLAND?” råber du. “Hvad mener du med Holland?
Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle være i Italien!
Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!”
Men der er lavet om på fartplanen.
Maskinen er landet i Holland, og der må du blive…

Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt sted.
Et sted fuldt af pest, sult og sygdom.
Det er bare et sted, som er anderledes.
Så må du ud og købe nye rejsehåndbøger
og du må til at lære et helt nyt sprog.
Du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke havde mødt.
Det er som sagt et sted, som bare er anderledes.
Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt.

Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret,
ser du dig omkring og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland…
Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter…
Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien.
De praler af hvor vidunderligt de havde det der.
Og resten af dine dage vil du sige:
“Ja, det var der jeg skulle have været, det var det jeg havde planlagt”.

Og smerten ved det vil aldrig nogensinde foretage sig…
for tabet af drømme har stor betydning.
Men…hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning
at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri
til at værdsætte og nyde det helt specielle,
det virkeligt vidunderlige ved…Holland

af: Emily Pearl Kingsley

 

At være autistisk er ikke en dødsdom, hverken for barnet eller familien. Det er ikke ensbetydende med, at man er uden fremtid eller formål i livet. Det betyder at tingene er anderledes, men: “Anderledes er ikke mindre værd”. 

Vi har sat os i flyveren igen, vel vidende at selvom destinationen atter er sat mod Italien, så risikerer vi at ende i Holland igen, men vi har været der før, og kom frem med træskoene – vi elsker Holland.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...