Nogle gange forbavser min datter mig, faktisk gør hun det ofte, med hendes enorme viden, men også i forhold til hendes umiddelbarhed og fantastiske klare syn på tilværelsen, hvor alting er så umådeligt konkret. Så når noget bliver udefinerbart kommer hun til kort, og jeg står som Mor med en stor opgave på mine skuldre, i forhold til at formidle verden for hende.

Klara er anderledes, det kommer vi ikke udenom, og  jo ældre Klara bliver jo mere opmærksom bliver hun på, at hun ikke er som alle andre. Men hvordan forklarer man sit barn på knap 5 år, at anderledes ikke er mindre værd?

Jeg tror på det er vigtigt, at diagnoseforståelse kommer gradvist og bliver præsenteret for børn når det er muligt. Det er ikke en hemmelighed, der er ingen tabuer og der skal være rummelighed omkring det.

Vi har præsenteret Klara for begrebet “Autist” for første gang, her for en måneds tid siden. Vi læste bogen “Min ven Mads” som omhandler en dreng, med en god ven “Mads” som er autist. Den beskriver hvad Mads har svært ved, hans reaktioner og hvad Mads er særligt god til. Efter at have læst bogen udbryder Klara pludselig:

“Jeg er faktisk også autist mor”

Jeg er ikke sikker på, at hun selv forstår hvad hun siger, eller om det er ligesom når hun også konstaterer at hun også er en prinsesse, men vi benyttede muligheden til, at forklare, at når man er autist så er man noget helt særligt, og at det kan være en god ting, feks. at hun er super god til at huske, hun ser ting vi andre ikke har opdaget og har en fantastisk humor. Vi talte lidt om de ting Klara mener kan være svært, feks. andre mennesker, at lege særlige lege og pludselige høje lyde.  Og i bund og grund var det en god snak, i autistisk børnehøjde.

Sidenhen har der været tale om det et par gange, hun har spurgt til om andre familiemedlemmer er autistiske, og har talt lidt om hvordan hun ser sig selv. Idag er har hun så, af uvisse årsager, fået en ide om at hun er meget anderledes end alle andre, og det frustrerer hende. Så er vi tilbage ved dette indlægs udgangspunkt, for hvordan forklarer man at anderledes ikke er mindre værd, i børnehøjde?

Jeg valgte at gribe det an på følgende måde:

“Regnbuen har mange forskellige farver, alle farverne er anderledes fra hinanden. Hvis regnbuen kun havde én farve, ville den ikke være så smuk som den regnbue vi kender idag, det er forskellene der gør regnbuen smuk. Uden de forskellige/anderledes farver, ville regnbuen synes bleg og ikke skinnende. Og sådan er det også med mennesker. Vi er alle forskellige, og det er vigtigt at vi ikke er ens – at være anderledes er ikke noget dårligt, det er bare en mere farve til regnbuen”

Det var et billede hun kunne forholde sig til, og var helt enig i, at regnbuen ville være super kedelig, hvis ikke der var forskellige farver.

Generelt set har vi oplevet, at billedelige metaforer er noget Klara kan forholde sig til, trods hendes forståelsesevne ikke helt står mål med hendes ekspressive kommunikationsevner.

Det oplevede vi også, da vi stod i en situation, hvor Klara pludselig troede, at lillebrors ankomst betød at hun skulle erstattes.

“Mor når lillebror kommer, skiller i jer så af med mig? Og hvor skal jeg så hen”

Klara fik forklaret, at en familie er ligesom et puslespil, hvor man stille og roligt samler brikkerne, og lillebror er bare en ekstra brik til puslespillet, hvor hun også hører til. Hvis hendes brik blev væk, ville puslespillet jo være i stykker.

Klara accepterede straks sammenligningen, og konstaterede:

“Nååååå ja… så far og mor og Klara er nogle af brikkerne, lillebror er den næstsidste brik, og så mangler vi bare en lillesøster, hun er den sidste brik, så har vi hele puslespillet”

Hvilken indsigt… og hvor er det fantastisk, at have fundet en vej frem i forhold til, at kommunikere med vores datter, så hun rent faktisk forstår!

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...