Havregrynskugler – dem uden dårlig samvittighed
Igår skulle diktatoren og jeg lave havregrynskugler. Det er ikke noget vi laver ofte, men når julen sig nærmer – og det gør den med foruroligende hastige skridt, så er det ved at være tid. Så frem med alle ingredienser og på med forklædet, så var vi igang. Eller det vil sige, først ud og vaske hænder – grundigt. Jeg ved ikke om jeg er den eneste der får tics og trækningerne ved øjet, når jeg hører om børn og havregrynskugler? I hvert fald får jeg nogle dårlige associationer i fht. et afsnit af klovn, hvor selvsamme scenarie ender i en gedigen omgang diarre! Det vil vi i hvert fald undgå, så køkkenhygiejnen er i top!
Der findes et hav af opskrifter på havregrynskugler på nettet, flere af dem er afprøvet herhjemme, nogle med mere succes end andre, men efter at have slumpet mig frem er jeg kommet frem til denne opskrift, som passer til vores smagsløg. Så er det oven i købet den sunde slags, den uden dårlig samvittighed da der ikke er hverken sukker eller smør i opskriften.
Dadelkugler

Havregrynskugler

Ingredienser: 
300 gram dadler uden sten
100 gram mandler
80-100 gram havregryn
50 gram kokosmel
40 gram usødet kakao
Saften fra 1 appelsin
1 stang vanilje
1 tsk sukker – shhhhh…. (Ja ja jeg ved godt den er uden sukker, og det kan udlades)
evt. lidt vand.
– ekstra kokosmel til at trille kuglerne i
……………….
Mandlerne blendes eller hakkes i minihakker, til de er som groft mel – hæld det i en skål.
Dadlerne og appelsinsaften hældes i blenderen og blendes til en ensartet jævnmasse, tilsæt så mandelmelet. Hvis det kniber med at blende det, kan du evt. tilsætte lidt vand nu. Jeg bruger gerne en ½ dl. vand. Hæld det over i en skål.
(Hellere for klistret end for tør, du kan altid tilføje lidt ekstra havregryn hvis det bliver for smattet)
Vaniljestangen flækkes og kornene skrabes ud, for at fordele det bedst muligt, kan det være en fordel at røre det sammen med 1 tsk sukker (Derfor den ene lille uskyldige teske). Nu skal det i dejen, sørg for at fordel det grundigt, så der ikke er vaniljeklumper nogen steder.
Bland kakao, havregryn og kokosmel og bland det sammen med resten af ingredienserne, er massen for fugtig tilsæt evt. lidt mere kokosmel og/eller havregryn, dog skal den altså være bare lidt klistret, så kokosmelet kan hænge fast, når de skal trilles.
Dejen skal nu hvile i køleskabet i en times tid, så er det meget nemmere at trille kuglerne. Når disse skal trilles, synes jeg det er en fordel at bruge en måleske (Jeg bruger den der hedder ½ halv spiseske)  så har de alle samme størrelse, og kan nemt sættes af med en teske. Så skal der trilles, og her er det en fordel at holde hovedet koldt, og fortrænge alle associationer til fækalier – for ja det ligner vitterlig at dine hænder nu er smurt ind i lo… Men bare rolig, det er nemt at vaske af og lugter meget bedre (Det har du nok ikke læst i en opskrift før hva 🙂 ) Her måtte diktatoren også give op, hun kan slet slet ikke udstå fornemmelsen af, at have beskidte hænder, så ud og vaske fingrene for at vente spændt på, at det var tid til at spise dem!
Tril kuglerne i rigelige mængder af kokosmel og kom dem i en lufttæt dåse og opbevar dem på køl.
Bon Appetit.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...