Jeg har idag fået skrevet min fødselsberetning, og tænkte jeg også ville dele den med jer!

Til min søn Alfred

Kære lille du, her ligger du så ved min side. Du grynter sødt i søvne, og den søde duft af baby rammer mig, mens jeg kysser dig blidt på panden. Du mit lille rolige væsen, som nu allerede er 5 uger gammel, dette er fortællingen om den dag du flyttede fra din trygge plads under mit hjerte og helt ind i det.

Beslutningen om dit tilblivelse var ikke en den hurtige af sin slags, som træffes over en kop kaffe ved morgenmaden, det er beslutningen om børn vel egentlig sjældent, men her var der mange overvejelser med i købet, helbred, overskud mm. og så var der lige et par læger der skulle med ind over, men beslutningen blev truffet og startskuddet lød!
Ønsket om dig var stort, jeg vil faktisk kalde det en længsel, jeg higede efter et barn mere, Klara ønskede søskende og din far ville også gerne se familien vokse, så det var også med stor glæde, at vi hurtigt efter kunne konstatere, at du var på vej.

Sammen med nyheden om din tilstedeværelse kom kvalmen, som med din storesøster var denne en tro og generende følgesvend de første 20 uger, men trods følelsen af at være konstant søsyg, så var det en stor glæde at mærke livet, som voksede i min mave, du var flyttet ind under mit hjerte. Du gjorde ret hurtig opmærksom på dig selv, først med små bobler, sidenhen med blide puf og møven, og snart fik du fjernbetjeningen til at hoppe og danse, når denne lå velplaceret på maven, til stor morskab for din storesøster og far, som nu også kunne se der var liv i den voksende mave.

At være gravid er på så mange måder fantastisk, men for mig er det desværre ikke nogen nem opgave, mit hjerte og min krop tåler ikke mosten, så som lægerne siger idag, er det med livet som indsats at vi har fået børn, men når man ser på dig og din søster, så ved jeg også at det var kampen værd – du skal dog ikke forvente flere søskende 😉

Jeg blev fulgt tæt graviditeten igennem, først og fremmest af min herlige jordemoder Sara Claire og ikke mindst af Über Doktor Farlie, som hurtigt traf beslutning om, at det ikke var forsvarligt, at lade mig føde selv. Så som med din søster blev det planlagt, at du skulle til verden ved kejsersnit.

Tiden op til din fødsel var hård, min krop kunne ikke længere holde til det, mit hjerte var overbelastet, jeg blev beordret max aflastning. Den dårlige samvittighed overfor din storesøster voksede stødt, men det gjorde du også, så jeg hang i og passerede den magiske grænse, hvormed du var indenfor termin. Der syntes næsten at være noget helligt over den dag, så langt nåede jeg ikke med Klara, så jeg stod med følelsen af, at en form for sikkerhedsnet blev trukket ind under dig, som en slags garanti for, at nu var alt okay. Til sidst kæmpede jeg dog med vejrtrækningen konstant, og smerterne i bryst og hjerte blev for meget, og din fødselsdag fremskyndet.

Den 13 januar var en besynderlig dag, med mange blandede følelser. Forventningens glæde var stor, nervøsiteten pressede på, nu skulle du forlade pladsen under mit hjerte, der hvor du havde boet trygt i så mange måneder. Tankerne kredsede om dig konstant, Hvem mon du er lille du? Det var absolut ikke nemt at falde i søvn den nat, vi var alle spændte.

Den 14 Januar stod vi tidligt op, det var en umådelig smuk dag, sneen faldt tungt og frosten bed i kinderne, en rigtig vinterdag.

Jeg var fastende, spændt, nervøs og klar. Hver lille bevægelse fra dig blev indprentet i hukommelsen, jeg nød de sidste spark. Jeg sang for dig under bruseren, strøg dig ned over ryggen som du har nydt så mange gange, og jeg fik et par kærlige puf tilbage, der var kontakt. Kunne jeg dog bare forklare dig, hvad der nu skulle ske.

Vi ankom på barselsafsnittet Y7 på viborg sygehus klokken 8.30 som planlagt, vi blev velmodtaget af Jordemoderstuderende Janni med beskeden om, at vi var kommet foran køen. Vi fik det smarte sygehustøj på, og din Far fik et flot skilt med teksten “Far” på, og så var vi klar – spændte, nervøse og fulde af forventning, vi tog de sidste billeder af maven og satte os så for at vente. Men tiden gik, og intet skete, noget var kommet i vejen, pludselig skulle der pludselig tages blodprøver, og så afventede vi svar. Vi udnyttede tiden og fik en god snak med den jordemoder der skulle tage imod dig, Joan, og sidenhen også lægen Vibeke, som skulle forløse dig.

Klokken var nu 12.45 og så åbnede døren sig, portøren kom for at hente os, og så gik turen mod operationsgangen, hvor vi blev mødt af et velforberedt og meget smilende operationshold, der blev joket og snakket om løst og fast, stemningen var ufattelig let og glad, jeg går normalt ikke meget op i den slags, men tænkte alligevel at det måtte være god karma og en fantastisk atmosfære at blive født i. Rygbedøvelsen blev hurtigt lagt, uden det store bøvl, og så var vi ved at være klar til det store øjeblik. Jordemoderstuderende Janni, som har været hos os det meste af dagen, blev udstyret med kamera, og fangede det magiske øjeblik fra den første hårtop kom til syne, og til du var hos os.

Du skreg med det samme, for dine lungers fulde kraft, og i det sekund flyttede du fra pladsen under mit hjerte og direkte ind i det. Det var et ubeskriveligt fantastisk øjeblik, og tårene sprang i øjnene på både din far og jeg, du lille vidunderlige og længeventede barn, endelig var du her.

Vi blev installeret på en stue på fødegangen, og fik en fornem servering med rød saftevand, ristet brød og flag, her blev holdt fødselsdag. Efter en times tid var det tid til, at blive målt og vejet. Du var en flot og stærk dreng, født 37+4 og vejede 3230 gram og var 51 cm lang, omend sundhedsplejersken senere hen har stillet spørgsmålstegn ved disse lettere overdrevne mål. Du var fyldt med fosterfedt, faktisk så meget at dine øjne ikke åbnede sig før dagen efter, og var noget væskefyldt og hævet, men smuk var du. Du var meget rolig og meget træt, du ænsede end ikke at sutte, selvom du blev lagt til af flere omgange. Som vi sidenhen har talt om flere gange, så vidste du jo ikke, at det var lige den dag du skulle have fødselsdag, og du havde vist heller ingen planer om at det skulle have været lige foreløbig.

Timerne gik og som førligheden kom tilbage, fik vi lov til at komme retur på barselsgangen, solen var brudt frem og skinnede fra en skyfri himmel over det sneklædte landskab, det var en smuk dag at holde fødselsdag. Endelig kunne vi ringe efter bedstemor og bedstefar, så de kunne komme med Klara og vi kunne samles som familie. Klara havde lavet en flot tegning til dig og mig, og bagt en hjerteformet kage. Hun var noget betuttet over at se dig, men samtidig var det var kærlighed ved første blik.

Du er nu 5 uger gammel, trives og vokser stødt. Du er kommet med en velsignet ro, og bringer glæde med dig, hvorend du kommer, du synes at have fuldendt vores familie, den sidste brik i puslespillet der nu er komplet. At se dig og Klara sammen, får vores hjerter til at briste i glæde, hun kysser dig ved hver given lejlighed, og erklærer højlydt sin kærlighed til dig, og du følger hende med dit blik hvorend hun går, og hun var den der fik dig til, at smile bredt og stort for første gang, da hun blidt kyssede din kind.

Velkommen til verden lille du!

[


– Posted using BlogPress from my iPhone

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...