Det er sommerferietid, og mens andre pakker bil og kører syd på, så render vi rundt med tyndskid og venter på telefonen ringer! ”

Så elegant kan og blev det formuleret af souschefen. Det er ti dage siden jeg fik konstateret en gedigen tumor i rygsøjlen, og vi venter stadig. Et par telefon samtaler og en Akutscanning er det blevet til, og så ellers en masse ventetid.

Så hvad laver man i ventetiden, her hvor man ved, at noget skal ske hurtigt, men man kan ikke få nogen klar plan, for specialisten møder først ind fra ferie idag?! Man opfylder de mål man ellers havde for ferien, mens det stadig kan nåes, og hygger i så stor stil, at man næsten selv glemmer den situation man står i, og sikrer at diktatoren intet opdager! Man køber skoletaske og besøger familien, hygger, griner og leger!

Man fejrer halvårs fødselsdag for mejeristen, som pludselig er blevet til et grødhoved med smag for broccoli og gulerødder!


Og når mørket falder på og roen er faldet over børn og mand, så krummer man sammen i fosterstilling og tillader tankerne at skylle ind over sit plagede sind, som en tsunami af onde drømme!

Når dagen gryr og man vågner til lyden af klukkende latter fra sine børn, så tager man sig sammen. Skubber angsten bort, og lader sig indhylde i kærlighed og tryghed fra sin familie.

Det er hvad vi gør, mens vi venter….

– Posted using BlogPress from my iPhone

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...