Normalt er det “at plukke håret af en skaldet” en metafor man bruger i mere økonomisk reference, i dette tilfælde tænker jeg på mit overskud.

Jeg er brugt! Færdig! Finito! Done!

Jeps jeg ved godt det er totalt tabubelagt, at råbe det højt! Vi skal jo helst gerne male skyerne lyserøde og få prutterne til at dufte af rosenvand! Men det gider jeg ikke (mere)!

For et par måneder siden lagde jeg et billede op, af min smukke diktator som skolestarter! Det var med store øjne og hjertet fuld af håb, at vi trådte ind af døren, til en ny æra i hendes liv! Vi var og er kommet hjem! Jeg kan ikke beskrive følelsen bedre faktisk, for hjemme er der, hvor man bliver set som den man er, hvor de mennesker omkring en kan læse imellem linjerne, og hvor armene altid er åbne! Her lytter man og man spiller på samme banehalvdel! Her ser de Klara!

Men selvom rammerne er de rigtige, personerne er fantastiske og tilgangen er lige i øjet, så ramler alt lige nu!

Det er hårdt at være skolebarn, det til trods for, at hun kun er afsted 2 1/2 time – 3 dage om ugen. Vi mærker virkelig hvor sensitiv og på mange måder angst diktatoren er! Hendes rigiditet træder i karakter, alt skal være som det plejer, også selvom hun egentlig er nysgerrig på noget nyt! Så selvom hun ikke trivedes med, at være børnehavebarn, så er det det hun kender og nu savner.

Reaktionerne er massive og vreden er enorm. Hun er frustreret, brugt og træt. Hun gør alt hvad hun kan, når hun er afsted, for at holde sammen på sig selv*, og så falder hun sammen når hun kommer hjem. Hun har en selvudslettende tankegang, og en vrede mod hendes omverden der er knusende for mit moderhjerte! Hun er tydeligt frustreret, raser, skælder ud, truer med at smadre ting eller personer, hvæser, råber, bider, kradser eller slår mm. Mejeristen er ikke forskånet, så man kan ikke vende ryggen til, end ikke hvis han er på arm. Nætterne er uden megen, eller med meget urolig søvn. Appetitten er minimal, for det kan hun kontrollere! Yeah 5 årig autistisk, vred og spirende anorektiker, med massive kontrolproblemer!

Jeg er på ekstra hårdt arbejde, fordi mit højt elskede hjertebarn i den grad er på overarbejde! Vi kæmper for trivsel og glæde! Alle bør da ha en god, tryg og glad barndom!

Jeg har 7 1/2 time om ugen, minus den tid jeg bruger i transport (20 min hver vej) dvs. 1 time og 50 min. til, at lade op, trække vejret, nå at hygge med mejeristen, putte, affodre og så alt det der huslige! Burde måske egentlig også prøve på, at indhente de seneste 6 års manglende søvn, men det er der ikke tid til!

Generelt set er der vist bare ikke nok tid, ikke hvis jeg skal slå til på alle fronter, både som veninde, hustru og mor! Jeg tjekker ikke ud kl. 16 og går hjem og holder fri!

Så Hurra som ind i hel….. Når posten idag så leverer brev med indkaldelse til “Opfølgningsmøde vedr. Din tabt Arbejdsfortjeneste” Det er bare lige det jeg magter lige nu, at kæmpe for vores eksistens grundlag oven i hatten! Jeg tager intet for givet her, forventer intet og kræver ikke mere end rimeligt. Men jeg vil meget gerne undgå at gå fra hus og hjem! Jeg synes det er pinligt, at sidde der til samråd og klage sin nød og bede pænt om lov, til at sikre sit barns bedste! På min lønseddel (ja jeg betaler AM bidrag) står der kompensation for sygt barn, min løn er fastsat efter en hjemmehjælpers, jeg får bare ingen ferie, ingen pension, ingen overtidsbetaling eller lign. Jeg kan ikke bare tilkalde en vikar når jeg er syg, heller ikke når man får en svulst i ryggen! Men jeg er dybt taknemmelig for det jeg får!

Uanset hvad der sker, så er min plads hos Klara lige nu. Med tiden og et godt samarbejde omkring hende, skal hun nok blive tryg ved skolen! Vi er trygge ved tanken om, at det er kompetente og kærlige rammer hun er i. Men man kan ikke forcere tryghed! Man lærer ikke børn at svømme ved, at smide dem ud på det dybe uden bælte og vinger! Vi bygger stille op – det uanset hvad andre måtte mene! Heldigvis føler vi, at vi har opbakning fra skolen. Vi tror på at tiden hun er afsted i skole skal være formålsrig! Hun skal ikke bare opbevares! Hendes potentiale skal udnyttes og vi skal fremelske det robuste barn, så hun kan blive en selvstændig voksen – indenfor hendes rammer og grænser.

Men for Søren hvor bliver man træt af kampene! Især dem hvor man på forhånd frygter man har tabt, fordi økonomi spiller ind kontra velfærd! Men jeg vælger for nu, at tro på, at der er retfærdighed til, og at vi ikke behøver at bekymre os om, hvorvidt jeg har en indtægt efter nytår!

Det er jeg nødt til at tro på, for jeg magter ikke mere! Magter ikke mere modgang! Jeg vil bare have ro til, at samle nøgler til min datters hængelås, så jeg kan hjælpe hende sikkert og trygt videre, på vejen igennem livet!

Jeg er nemlig heldig, at være mor til en fantastisk og vidunderlig pige! Hun er hver en kamp værd, og mere til! Mit elskebarn ❤️


* Dette ses ofte hos folk med autisme, og derfor ser folk udefra sjældent reaktionerne. Det er er usynligt handicap, Hvilket også gør det svært at forklare, i hvilket omfang det påvirker.

PS. Så er det jo ikke sådan at jeg kæmper helt alene… Souschefen har også en (ualmindelig) vigtig del i det her! Min evige støtte og mit livs kærlighed! Han er en fantastisk far og støttepillen i dette hjem!

– Posted using BlogPress from my iPhone

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...