“Børn med autisme skal også opdrages” – sådan lød en del af samtalen for 2 år siden, da vi sad til møde på Risskov børnepsykiatrisk afsnit. Vi kunne da også hurtigt blive enige om, at det bliver de også, og diktatoren er trods kælenavnsvalget, en yderst høflig og velopdragen pige!

Men omdrejningspunktet i samtalen gik på, at nok skal børn med autisme opdrages, men ikke på samme måde som de mere neurotypiske børn – Alt hvad vi har lært fra barnsben, om opdragelse og omsorg, alt det som er indoktrineret og sidder rent instinktivt i primathjernen, det er man nødt til at lægge væk i en skuffe, og starte forfra.

Vi skulle lære at være forældre til et barn med autisme, og her er der ingen manual, snarere brugsforvirringer i form af gængse bøger om børneopdragelse og børns udvikling. Der findes mange bøger om autisme, men (heldigvis) er alle med autisme ikke ens! De er alle unikke individder med personlighed og karakter. Som der så ofte er blevet sagt:

“Har du set en med autisme, så har du set én med autisme”

Når man træder ind af døren på børnepsykiatrisk, med hjertebanken og rystende hænder, for at modtage svaret på den gennemgribende udredning ens barn har været igennem, så er det også med et håb om endegyldige svar og den store gyldne nøgle, med løsningen på alle problemerne.

Vi måtte bare hurtigt sande, at der ikke findes én sådan nøgle til døren med den endegyldige løsning. Det vi hurtigt lærte var, at det er ikke et spørgsmål om, at finde en enkelt nøgle, men mere det at samle et nøglebundt.

Her og der finder vi en brugbar nøgle, som passer til en lille lås på den store håbefulde dør, til en verden af muligheder. Vi bevæger os hele tiden fremad, til tider tilbage og så retter vi ryggen og bevæger os fremad igen.

Så jeg søger viden, higer og søger i bøger og blade, tager på kurser og sparrer med fagpersoner omkring os. Det er min fornemmeste opgave, at sikre mine børn en god og tryg barndom, hvor de (uanset diagnoser) bliver mødt der hvor de er, så de kan blomstre og udvikle sig til, at blive robuste, selvstændige og elskede individder.

Jeg er konstant på en eventyrlig og hård rejse, på jagt efter ny viden og indsigt!

Jeg samler nøgler!


* billede er lånt her: http://www.icare4autism.org/news/2011/06/global-leaders-in-autism-research-converge-in-nyc/

– Posted using BlogPress from my iPhone

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...