Jeg ligger i min seng og lytter til mejeristens søde snorken, og tæller sekunderer mellem de sparsomme vejrtrækninger… 5 sekunder, 7 sekunder, 9 sekunder… Den dybe stilhed runger i en slående kontrast til den ellers konstante snorken og grynten. Jeg holder selv vejret hver gang, og når vi når de 15 sekunder får jeg lyst til at gispe højt, men trækker vejret dybt sammen med min søn, der atter finder en mere naturlig rytme i sine ind og udåndinger.
 
 Alt imens falder hjertet ned i brystet og jeg gruer for nattens komme! 2 søvnterroister der konstant kræver mig, og et sind der er plaget af smerte over mine børns kvaler! Den smertende mave hos diktatoren, fordi hun er sikker på alt går galt i morgen, når hun skal i skole! Og den lille, men egentlig store, manglende forskel i mejeristens vejrtrækning!
 
 I morgen er det en uge siden, jeg sad med ham i mine arme og isbjørnen Theo i hans, og mærkede, hvordan vejrtrækningen, i mellem skrigene, blev mere rolig og øjnene gled i! Slap og snorkene lagde jeg min nu 1 år og 1 uge gamle søn på operationsbordet, og efterlod ham i trygge hænder hos et kompetent team, der skulle forvandle vores lille muligvis polypramte gryntemus, til en lydløs Ninja!
 
 Men forskellen udeblev! Den store i hvert fald! Apnøerne, grynten, indtrækninger ved struben og min bekymring – det blev. Intensiteten i hans snorken, der kan vi da fejre en lille forskel! Men begejstringen udeblev og vi står tilbage med spørgsmålet:
 
 Hvad er så problemet?
 

 Note: Jeg ved der findes børn med langt værre apnøperioder, men jeg havde foretrukket ingen. 15 min – flere timer, med apnøserier hvor han kun trækker vejret 1-2 gange hvert 5-15 sekund er bare ikke god søvn.
 
 Posted using BlogPress from my iPhone

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...