For Søren hvor har jeg mange halvfærdige indlæg gemt efterhånden. Hver især er de et lille indblik i mit liv, med mere eller mindre tragikomisk indhold og alvorlige undertoner! Den dystre husmor vs. Den evigt positive, i en evig kamp kaldet hverdagen – altså vores!
 
 Jeg får bare ikke postet disse indlæg, da jeg gruer lidt for reaktionerne på disse, og fordi jeg til dels er ramt af strudsesyndrom, og stikker hovedet i jorden og lader som om disse ting slet ikke eksisterer! Og Hvorfor skulle nogen i øvrigt også være interesseret i at læse, om de negative sider af livet? Hvorfor bryde velfungerende tabuer om, ikke at tale om sorg og smerte!
 
 Hvis nu jeg kunne tegne tændstikfigurer der forklarede det på en selvironisk måde, eller bage en kage om det og glaserer den i tristesse, så var det måske værd at læse om, men så sjov er jeg bare ikke.
 
 Omvendt skal jeg minde mig selv om, hvad jeg så er og hvem jeg skriver for! Jeg skal bevare min integritet og være tro mod mig selv og det jeg tror på – at være ærlig også overfor mig selv! Så pyt skidt med om det bliver lidt dystert nu og da, livet er ikke lutter lagkage!
 
 Så i stedet for at lade bloggen stå i et stille tomrum, vil jeg se om ikke jeg kan få postet mine indlæg og ikke længere gemme mig. Jeg skal nok se om ikke der kan blive plads til en lille kreation i ny og næ, og positive input.
 
 Uanset er jeg tilbage…. Med alt hvad det indebærer

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...