“Du skal lige op til lægen igen”

Sådan lød det for et år siden, da jeg efter en time i scanneren, svingede benene ud over kanten, træt og klar til at køre hjem. Glemsom som jeg er, var jeg overbevist om, at jeg måtte have efterladt noget deroppe.

Så med en 5 mdr gammel mejerist på armen, en smilende diktator i hånden og manden i mit liv ved min side, gik jeg ind i konsultationen, total uforberedt på, hvad jeg nu skulle finde ud af. Ingen havde forventet det her, ingen af os havde tænkt tanken, at det kunne være det, vi fik præsenteret på de billeder jeg netop havde fået lavet.

Det er idag præcis et år siden, at der blev trykket på “Den store røde knap” og barsel, amning og sorgløse hyggestunder blev erstattet med tumor, indlæggelse, operation og genoptræning.

Jeg tænker ofte, at det er godt vi ikke ved, hvad morgendagen bringer. Jeg havde ikke lige kunne overskue, det forløb jeg skulle igennem, samt hvilke konsekvenser det ville have for mit liv, havde jeg vidst hvad jeg skulle igennem.

Mavepusteren jeg fik, da jeg så MR billederne af min rygsøjle, sidder der stadigvæk. Det virker så surrealistisk, det her sker ikke for mig! Selvom det ikke var kræft, hvilket jeg er taknemmelig for, så havde jeg en gedigen tumor i rygsøjlen og jeg har endda en rest tilbage, der fungerer som fribillet til en årlig tur i MR scanneren som minimum og agerer som en evig reminder om, at det her kan komme igen.

Så hvad er status her et år efter?

Ser man bort fra, at jeg er dybt taknemmelig for, at være i live og ikke er lammet fra livet og ned, så har svært ved, at acceptere de skader jeg har idag, til trods for, at det kunne være endt meget værre!

Smerterne, jagene, føleforstyrrelserne, den brændende hud, benet der har sin egen vilje og de store områder hvor al følelse bare er væk!

Jeg har haft et langt genoptræningsforløb, en kombination af fysioterapi og lidt ergoterapi. Det har været gavnligt, men det at have en svulst i rygsøjlen, der afklemmer rygmarven mere eller mindre totalt, det efterlader spor. Måske bringer tiden mere bedring med sig, jeg håber.

Jeg ved at livet har ingen garantier, så jeg holder hovedet højt og prøver på, at fokusere på det positive og det at vi vi ikke ved, hvad fremtiden bringer – det giver idet mindste håb om, at bedre tider er på vej!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...