Jeg er stukket af!
 
 Toget farer afsted gennem det danske sommerlandskab, de modne korngule marker står i smuk kontrast til den klare blå himmel, med de puffede hvide skyer. Foran mig ligger hækletøjet og ørerne fyldes af sød musik fra The Common Linnets.
 
 Jeg er på vej!
 
 Jeg prøver ihærdigt, at lægge synet af min datter, opløst af gråd, bag mig. Hun var på ingen måde enig i, at den her solotur var en god ide. Symbiosen er stærk og svær at bryde, men jeg er nødt til, at få noget luft. Jeg er nødt til at komme væk, bare for en dag.
 
 Som forældre til et barn med autisme, møder man ofte sætningen “I er nødt til, at passe på jer selv” Det er velmente ord og det er da også rigtigt! Når flyet styrter ned og iltmaskerne falder ned, så griber man en og tager den på selv, så man er i stand til at hjælpe sit barn med sin! Sådan er det i hvert fald i teorien – men der er sjældent nogen, der rent praktisk kan fortælle os, hvordan det kan lade sig gøre!
 
 Hvordan reducerer man stress, når man ikke kan fjerne stressorerne?
 
 Det kan man ikke, så for et kort øjeblik flygter jeg fra dem! Jeg griber et strå og sigter efter et åndehul! Nu skal jeg “bare” finde ud af, at lægge den dårlige samvittighed bag mig!
 
 Foran mig venter en dag i selskab, med min yndlingskvinde i hele universet – min mor! Frokost, shopping, hygge og afslapning, samt en hel nat i en seng uden børn!
 
 I morgen returnerer jeg, forhåbentlig med ny energi, på nogle meget flade batterier!
 


– Posted using BlogPress from my iPhone
 
 
 
 Alle billeder på bloggen er private, med mindre andet er nævnt, og må ikke benyttes uden tilladelse!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...