Duften af fredagens middag begynder, at brede sig i huset.
 
 Lyden af børnelatter og glade ord, blandes med Onkel rejes sørøversnak og mejeristens brummen, mens han trækker “Bob” den fine nye gummiged rundt i stuen. Det hele emmer af hygge og ro og mens jeg står her i køkkenet og fylder glasset med vin og bloggen med ord, har ungerne den fulde opmærksomhed fra deres selvvalgte Onkel M.
 
 Familie er et privilegie og her hjemme er familie ikke nødvendigvis defineret via slægtsbånd og blodtype, til gengæld er vi priviligeret med en stor familie, et stort sammensurium af selvvalgte, blodsbestemte og bonusser.
 
 Vi er heldige! Og taknemmelige!
 
 Ikke alle har det på samme måde, der findes mange – alt for mange faktisk – som ikke har nogen omkring sig, måske fordi de ikke er her mere, men også fordi man er valgt fra. Jeg oplever især, at pressede familier, familier med handicap oplever et stort frafald, i både venner og familie. Det gør ondt at læse, for de familier har i særdeleshed brug for et stabilt og tæt netværk, nogen der rummer og som forstår, som kan støtte og være et ekstra ben, når bordet er ved at vælte.
 
 Herhjemme møder vi heldigvis primært forståelse og vi er taknemmelige for, at vi har et fantastisk netværk, en stor familie, som bidrager med den kærlighed og støtte der skal til, for at vi kan holde os stående, trods alt hvad hverdagen byder på.
 
 Jeg ønsker for alle, at de må være lige så heldige som os, velvidende at det er et utopisk ønske. Men drømme er gratis, og med det sagt vil jeg ønske jer alle en god weekend!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...