Gud hvor lyder det egentlig ret egocentrisk, synes du ikke?

Jeg vælger mig!!

Hele mit liv har jeg, valgt alle andre før mig selv. Deres lykke, deres velbefindende, deres trivsel og deres drømme frem for mine. Jeg overlever, finder nye veje på de snoede stier, fremad på livets vej og jeg finder lykke og glæde der, hvor mine fødder bærer mig hen.

Sådan bør det vel også være, langt henad vejen, i fællesskabet passer vi på hinanden og i særdeleshed når man får børn, så er det deres behov fremfor ens egne. Problemet opstår dog i den situation, hvor man ofrer alt og glemmer sig selv, så mister man noget af sig selv og pludselig står man i en situation, hvor alle ressourcer er brugt og man ikke har mere at give af! Hvem skal så tilgodese børnenes, mandens, venindernes og familiens behov? Hvad bliver der af den person man var engang?

Jeg har brændt mit lys i begge ender, i alt for lang tid. Jeg har ofret alt de sidste 7 år af mit liv og jeg gør det gladeligt igen, og fortsætter ufortrødent min kamp for min datter og det vi tror på, er det bedste for hende. Det har været og er det eneste rigtige valg, men jeg bliver nødt til, for eftertiden, at være bedre til, at vælge mig på samme tid – tilgodese mine behov og passe på mig selv!

Det betyder ikke, at jeg i morgen melder mig ind på et nyt studie, starter til kor hver tirsdag og genoptager drømmen om et normalt famileliv! Intet i mine omgivelser har ændret sig og det kommer de heller ikke sådan lige til, så jeg er nødt til, at finde plads til mig, indenfor de rammer jeg har!

Rent fysisk har jeg efterhånden fået mere end ét wake up Call! Svampen i ryggen sidste år, som diktatoren så fornemt betegner svulsten, der nær havde kostet mig førligheden og det der var værre. Følgerne heraf har været massive og har haft store konsekvenser for min fysisk og mit overskud, dels pga nerve og rygmarvsskader og dels pga smerterne som jeg, indtil for nylig blot har udholdt! Jeg har en høj smertetærskel, ben i næsen, er udholdende, bla bla bla, i ved nok – mentaliteten har været – Jeg er sej og skal nok klare mig! Men når man ignorerer kroppens signaler længe nok, så står man pludselig kl 3 om morgenen og stortuder i sin stue, fordi det er for uoverskueligt, at bevæge sig de sidste 5 meter ind i seng. Smerter så massive, at jeg grædende måtte køres til læge af min mand, et syn hun ikke har mødt før! Afsted til røntgen og så lægeordineret hvile, kombineret med masser af smertestillende og muskelafslappende!

Konklusionen kom idag, jeg har ignoreret mig selv for længe! Ignoreret min krops signaler til en grad, hvor musklerne er så sammenknudrede og spændte, at min læge mistænkte et hvirvelskred! Men jeg er frikendt! I hvert fald for knogleskred!

Hvis jeg fortsat skal kunne være “Supermor” for min højt elskede diktator og lille mejerist, så er jeg nødt til at vælge mig. Jeg skal hvile, jeg skal træne, jeg skal ud med mine fantastiske veninder, når det kan lade sig gøre Og så er jeg nødt til, at være kreativ! Jeg skal have stimuleret min hjerne , både intellektuelt og kreativt!

Så her på kanten af året, har jeg truffet et valg!

Jeg vælger mig – så jeg fortsat kan være noget, for dem jeg elsker og har kær! Og stadig være den jeg er!

IMG_1655.JPG

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...