Nogle gange bliver vi ledt af stier i livet, som vi aldrig havde forestillet os, at vi skulle betræde. Nogle ting er så abstrakte, at man slet ikke overvejer, at det er en mulighed. Dengang jeg stod med to, meget tydelige streger, på en magisk tissepind, havde jeg aldrig forestillet mig, at livet skulle tage så stor en drejning, som det endte med at gøre, jeg vidste godt livet som en familie, ville være anderledes, end det havde været hidtil, men min fantasi rakte ikke så vidt, som til at forudse det liv jeg lever idag.

Efter handelsskolen var jeg meget i tvivl om, hvad det var jeg ville. Ambitionsniveauet var højt, karaktererne flotte og stræbergenet kørte på pumperne – der var bare det der lille men!! Udvalget af uddannelser i midt og Vestjylland, harmonerede ikke helt med mine planer. Hverken psykologi eller jurastudiet var lige om hjørnet – rent geografisk set i hvert fald. 

Jeg har boet nær Århus, en stor del af mit liv og trods jeg hårdnakket nægter, at kalde mig århusianer, så er jeg en Nordjysk Århuspige! Souschefen derimod er født og opvokset på landet, med åbne vidder og smukt landskab og med en nedarvet angst for ligusterfacisme og tæt beboelse. Det var altså ikke ligefrem hans drøm, at rive de dybe rødder i den vestjyske muld op og følge med mig til Århus, så jeg kunne studere på universitetet. Set i bakspejlet var det nu nok meget godt, at det ikke endte sådan, jeg ville ikke bytte vores hus på landet for noget – af mange årsager. 

Nå men jeg endte på handels og Ingeniørhøjskolen i Herning og her valgte jeg, at studere International Communication and Multimedia og indenfor murerne i Birk centerpark udviklede jeg nye færdigheder, fik nye venner og en fremtid formede sig. På hjemmefronten voksede kærligheden, jeg fortrød ikke mit valg og en stormfuld novemberdag i 2006, satte vi bånd om kærligheden og blev gift og 7 mdr senere blev vi løbet af en uge både husejere og vordende forældre – det var noget af en uge! Jeg kunne se fremtiden for mig, livet formede sig i én retning og alt syntes at gå op i en højere enhed. 

Med et ændredes alt! 

Lidt mere end en måned før termin, blev jeg indlagt på sygehuset, alt andet blev sat på stand by dagene gik, jeg blev mere og mere dårlig og inden vi fik set os om, sad souschefen alene på barselsafsnittet med et myr, af en nyfødt datter på brystet, mens jeg lå på intensiv. Sådan kan man altså også starte tilværelsen som forældre, ingen ristet brød og flag på sengen, bare tomhed, angst og lykke i et stort virvar. 

Forrige fredag var det 7 år siden og vores liv er mere eller mindre, vendt på hovedet. Jeg har måtte opgive, ikke alt, men meget. Herunder mine studier. I starten tænkte jeg, at det bare var for en periode, jeg fik færdiggjort nogle få eksaminer, men i takt med antallet af søvnløse nætter steg, faldt antallet af sider jeg formåede, at læse og i det hele taget forstå. Jeg begyndte at dumpe mine eksaminer, mit selvværd faldt til et nulpunkt, jeg følte mig komplet uduelig og jeg kunne ikke længere genkende mig selv og måtte sige stop. Studiet blev sat på pause og mine drømme lagt på hylden, fokus var på diktatoren in spe og resten måtte vente. 

Før jul fik jeg så et brev fra en studievejleder, at den uddannelse jeg var tilmeldt, ville blive nedlagt! BOM! Dermed var det definitivt slut, chancen for at blive færdig var væk! Selvom jeg for så vidt, var afklaret med tanken, så ramte det alligevel som en kold klud i ansigtet. 

Det her med karriere, stræbergenet, at være den intelligente og udadvendte bognørd, har altid været en stor del af min identitet. Vigtigheden af at få en god uddannelse, har været et mantra i min opvækst. Så hvem er jeg, uden en arbejdstitel og uddannelse! Hvor er mit ståsted i livet? 

Ja det vil sige ud over, at være Mor! For det er jeg, jeg er noget for nogen! Jeg har et formål med mit liv og en vigtig kamp at kæmpe, for nogle meget vigtige personer. Men jeg savner, at være noget for mig. Det er vel i og for sig også en af grundende til, at jeg begyndte at blogge. Men hvor er jeg om 10 år? 

Mine ambitioner fejler intet, nok er de gamle pakket i en kasse, men jeg har stadig drømme at udleve, ambitioner at nå og nye stier at træde på. Hvornår der bliver plads til den del af mit liv, må tiden så vise. Pt. Handler det stadig om, at få diktatoren i trivsel og skabe de optimale rammer for hende og få vores familie til, at hænge sammen. Det er ikke nogen nem opgave, det kræver mere end jeg nogen gange har at give. Men jeg giver ikke op.

Her på bloggen har jeg tænkt mig, at være mere åben omkring det liv vi lever, jeg vil gerne invitere jer til et indblik i vores liv, med et barn med autisme. Så i den kommende tid, vil der følge nogle indlæg om, hvilken betydning det har for os, vores liv og hverdag, hvad det vil sige at have autisme og hvordan det opleves herhjemme.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...