Jeg beklager på forhånd, hvis dette bliver lidt rodet, men jeg tror jeg er nået en blogger-identitetskrise?

Dengang jeg startede med, at blogge var det et behov for, at lukke hverdagen ud og lukke verden ind, samtidig med at jeg gerne ville være en del af det kreative univers, man nu engang finder i blogland. Der er sket meget siden og mine kreationer fylder knap så meget, autismen en del mere og generelt er det vel bare skrivelser om livet som mor, på landet med to børn, der langt fra er som børn er flest.

Mommyblogging er blevet vældig populært, jeg tænker det er fordi, det er rart at kunne relatere til andre mødre, der er samme sted i livet som en selv. Takket være det store blog univers, vil der altid være et match, hvad end vi søger et godt grin, gode råd eller opskrifter på babymos. Der er øko mødre, flippede mødre, jeg rummer alt i mit harmoniske liv mødre, mødre der emmer af kærlighed med sovs på skulderen, autisme mødre, særligt udfordrede mødre og bare helt almindelige hverdagsmødre. Jeg kunne blive ved, men jeg tænker min pointe er trængt igennem.

Jeg elsker det, jeg elsker at det er så alsidigt og at man altid kan finde nogen man kan relatere til. Jeg bliver bare i tvivl om, hvor jeg hører til og hvad formålet med min blog er? I princippet skriver man vel egentlig mest for sin egen skyld, men lige så meget som jeg ønsker, at jeg kunne fortrænge tanken om, hvorvidt folk tænker sit, når de læser mit, så kan jeg ikke!

Det betyder faktisk noget for mig, at andre læser det jeg skriver! Min blog er mit lille vindue til verden, et glimt af normalitet og en teskefuld af den drøm jeg havde før jeg blev mor.

Så hvorfor blogger jeg ikke noget mere? Tid og overskud må egentlig være det primære svar, men også en angst for, at læsse lort af i æteren – for at sige det ligeud.  Det her med min blogger identitetskrise fylder en del! Jeg får skrevet halve og kvarte indlæg igen, og i stedet for at poste dem, så ligger de som en lang liste af klader, med tanker der fylder.

Så det jeg nok egentlig bare vil sige er, at jeg arbejder på det!

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...