Det spørgsmål ville jeg ønske, at jeg var blevet stillet for nylig. Men ingen syntes, at finde det relevant, at bede om mit samtykke, førend de udleverede mine, ikke anonymiserede, personfølsomme oplysninger til kræftens bekæmpelse. 

Om et splitsekund er det to år siden, at mejeristen blev døbt, samme dag stod jeg op med en krop, der tilsyneladende kun var 50% funktionel. Hele venstre side, var fra brystet og ned, mere eller mindre følelsesløs og summende på samme tid. Årsagen fandt vi nogle måneder senere og jeg gennemgik en stor operation for, at få fjernet den tumor der sad i min rygsøjle. 

Alle meldinger var klare “du har ikke kræft”!!!

Alligevel modtog jeg for nylig, en fed konvolut fra kræftens bekæmpelse. Det var et omfattende spørgeskema, med et høfligt brev, hvori de var så venlige, at informere mig om, at står registreret som, at jeg lever med en kræftsygdom! 

BOM

Nå så det gør jeg?! Alt taget i betragtning, så har jeg en resttumor i min rygsøjle, den information ville jeg gerne have haft noget før! Det er bare sådan, at jeg har stadig ikke kræft!!! Men et kort splitsekund når man da, at tvivle og straks er man tilbage til for 2 år siden, i uvisheden og angsten. Heldigvis vinder rationaliteten og så frustrationen! Jeg har ikke kræft, og det har de 246 andre unge danskere, som fejlagtigt blev kontaktet lige som mig, altså heller ikke.

Hvorfor står jeg registreret på denne måde? Og hvordan ind i hel…… Har de fået mine oplysninger? 

Jeg forhørte mig rundt omkring og en bekendt, som en læge, kendte en person der var meget ivrig for, at afdække denne problematik. Hende blev jeg sat i kontakt med og efterfølgende blev jeg kontaktet af en journalist på Jyllandsposten, hvilket har resulteret i, at jeg er i dagens avis! 

Shit – jeg er i avisen, ja og nu også i Radioavisen. En flink journalist, så sit snit til, at ringe og vække mig her Kl alt for tidligt, til når man har været vågen det halve af natten med diktatoren! Men jeg sagde nej tak til tv! Hensynet til min datter, kommer først og hun kan ikke rumme, at få stuen fuld af tvfolk! Men jeg deltog dog i et interview til radioen.

Jeg bryder mig egentlig ikke om opmærksomheden, men selve problemstillingen fortjener opmærksomhed. For som det er lige nu, kan dine, mine og alle andres helbredsoplysninger, frit benyttes af private organisationer, hvis de ansøger statens serum institut om det. Dit samtykke indhentes ikke, det ansvar har staten taget på sine skuldre, så du ikke behøver at tænke på det, førend der ligger en tyk konvolut på dit bord og konfronterer dig med det.

Hvis du vil vide lidt mere, kan artiklen læses i dagens udgave af JP, noget er tilgængelig på JP.dk 

Nu vil jeg drikke en kop kaffe og tygge lidt på det her med, at være så synlig i medierne for en dag. Det er ikke lige min kop the!

 

 NB: billedet er sakset fra Jyllandspostens App

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...