Egentlig er det ikke fordi, hverdagen som sådan er velkommen, men når nu det absolut skal være, så vær okay da, men vær vide at det ikke var mit førstevalg!

Jeg elsker ferie, det gør de fleste vel, men jeg ELSKER det virkelig, det er næsten bedre end jul og fødselsdag til sammen, når vi har sommerferie her på matriklen. Ja eller hvor som helst i verden faktisk, bare vi har ferie! Vidunderlige, skønne og dejlige ferie!!

6 uger om året, mere eller mindre, har jeg en datter i trivsel! Her pakker diktatoren sin hårde facade ned og tilbage er pigen med de meget blå øjne! Hun griner, nærmest klukker, øjnene slår gnister, næseryggen fyldes med fregner, i takt med at de sorte rande under øjnene svinder dag for dag! Hun synes at vokse, både fysisk og mentalt, hun udvikler sig! Det er lykken, at se hende på den måde, i så lang tid og ikke kun glimtvis!

Jeg har haft begge børn hjemme i 6 uger og tiden er bare fløjet afsted. Vi har nydt det til fulde, især da souschefen også fik ferie. Hele tre uger samlet som familie og de to af dem under sydlige og noget varmere himmelstrøg.

Mejeristen har nydt den lange ferie, selvom han trives i sin dagpleje, elsker han også bare at være hjemme, ja eller der hvor familien er. Den dreng er altid bare så glad, et rigtig livstykke der tager tingene meget roligt, en ægte vestjyde af sind, med benene solidt plantet i jorden, så da han smed sutten i comosøen, ja så smed han sutten! Den var jo der nu, så det var det – slut med sut! Min store dygtige dreng!
Og nu er hverdagen her igen! Mejeristen startede i dagpleje idag og i morgen tjekker pigen med de meget blå øjne ind, til sin første dag i 2B – så vi trækker i arbejdstøjet og gør klar til en ny runde, imens vi kan se tilbage på en fantastisk ferie!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...