Den sidste tid har været hård, sådan på en “Det ene barn har allerede været igennem de første 3×2 ugers sygdomsperiode i år pga 2 x penicilinunderskud, sover dårligt pga. refluks, der tilsyneladende er så voldsomt, at det giver syreskader agtigt. Samtidig med, at det andet barn er væltet psykisk, i sådan en grad, at vægttab og selvskadende adfærd har været en del af hverdagen, oven i alt det andet” agtig måde. Fangede du den? Hvis ikke skal jeg nok prøve at uddybe i den kommende tid, men der har selvsagt ikke været meget tid og overskud til bloggen. Faktisk har der ikke været overskud til en hujende fis, jeg prøver dog at huske mig selv, på andre måder, som nok alligevel er mere essentielle for kroppen end at skrive, nemlig Yoga og fysioterapi.

Så jeg hænger i, nogle dage kun ved negletippen, men jeg er her stadig og smiler faktisk hver dag.

Jeg var ved fysioterapeut igår, det er jeg så vidt muligt hver eneste tirsdag, og igår var den nyansatte med inde og overvære min behandling og hun fik da også lov til, at være lidt med. Det var en hyggelig lille “menage a troix” på en tirsdag formiddag. Min vanlige, og helt igennem fantastiske, fys forklarer en masse og siger så pludselig “Ja Katharina er min lille humlebi” – jeg  burde ikke, med den krop og de udfordringer jeg har i hverdagen, være i stand til at holde mig svævende, men det gør jeg! Og det har jeg tænkt mig at blive ved med.

Det er ikke altid nemt, langt fra faktisk. Jeg har dage, hvor jeg har lyst til, at råbe P.. Og skride fra det hele, Men det nytter bare ingenting. Så jeg svæver videre, på sådan en gumpetung, med røven i vandskorpen agtig måde, men jeg gør det.

Dagen idag har jeg så gået og tænkt på den her betegnelse (bla.a.  da jeg så en lille fed humlebi flyve forbi, mens solen skinnede fra en næsten skyfri himmel) idet jeg ikke er særlig god til, at respektere mine egne fysiske grænser og dermed ender med at overskride dem til fulde og nu ligger jeg og betaler prisen, i form af en krop der er aller helv…. Smerteramt. Men den her lille tykke humlebi, har simpelthen ikke kunne modstå det fantastiske forårsvejr, hvorfor jeg selvfølgelig gik i kast med, at anlægge og klargøre et nyt rosenbed, mens ungerne legede og manden er i Norge. Men hvorfor lade sig begrænse af noget, der først gør ondt senere? Jeg har jo alligevel en ekstra tid til fys i morgen og jeg er nu få skridt og lidt sommervejr fra, at have en storblomstrende forhave.

image.jpeg

– eftersom der ingen blomster er i bedet endnu, får i et af disse smukke krokus i stedet – jeg ELSKER forår ❤️

 

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...