Det er efterhånden ved, at være 6 uger siden, at vi trak stikket og skiftede hverdag ud med ferie. Det har været ualmindeligt tiltrængt, ovenpå et år hvor diktatoren ikke rigtig har været i trivsel og mejeristen fik sat en personlig rekord i antal af sygedage og sygehusbesøg.

Jeg har været drænet, og på grænsen til udbrændt, hvilket absolut ikke hænger særligt godt sammen med det liv vi lever, hvor jeg står alene det meste af tiden, med to børn som hver især kræver sit og nætterne sjældent byder på flere sammenhængende timers søvn. Jeg føler på ingen måde, at jeg i perioden op til ferien, har slået til som mor. Jeg har klaret det fornødne og holdt mine børn i live, men der er langt til “nærværende, blusestrikkende og bollebagende mor”. Men jeg har måtte sande, at sådan er livet bare.

Nogle gange er godt nok, faktisk også godt nok!

Jeg synes det er drøn svært at acceptere, og kæmper stadig med det, for jeg vil gerne være supermor og klare hele verden og dens konstante udfordringer, med et smil og et fad nybagte boller til. Men det kræver bare en form for balance på Gi-Tar balancen, hvis man skal leve op til den slags idealer, og det har bare ikke været muligt for, at få ladet batterierne op i en længere periode, selvom jeg har forsøgt ihærdigt, med yoga og positiv tænkning. Der skal bare mere end et par bevidste vejrtrækninger og en solhilsen til, så der har været max gas på Gi og overordentlig minus på Tar.

Jeg er ikke god til at tage, når det gælder om at tage tid til mig selv og sætte mine behov først. Jeg tænker egentlig det er meget naturligt, men samtidig er det også bare et must en gang i mellem. Jeg har jo egentlig flere gange aktivt valgt mig til, men jeg må bare sande, at man hurtigt glemmer. Jeg husker mit yoga, men som skrevet, har det måske bare ikke helt været nok.

Sommerferien har været en velsignelse, både tiden hjemme i Danmark, hvor vi bare har tullet rundt og slappet af, samt de 16 dages ferie syd for grænsen, hvor vi besøgte både Luxembourg og Alsace. Luxembourg er for mange et gennemrejseland, hvilket er en skam. Vi havde 4 overnatninger og kunne sagtens have brugt det dobbelte, for at have ordentlig tid til, at udforske dette smukke land til bunds. Vi boede ved en lille middelalderby Clervaux, på en lille campingplads ned til floden Clerve, blot 5 minutters gang fra byens hyggelige centrum. Dagene i det lille hertugdømme fløj afsted og inden vi fik os set om, måtte vi pakke sammen og så gik turen til Frankrig.

Alsace er et skønt og meget familievenligt område, hvilket også kan mærkes på antallet af turister (især danske) og byder på et væld af oplevelser, både i fht. den smukke natur, de mange gamle slotte og borge og de maleriske byer, som samlet set, har sat rammerne for en helt igennem skøn ferie. Vi boede tæt på den idylliske by Colmar, på en super skøn campingplads, med lækker swimmingpool og gode faciliteter for børnene. Sommervarmen kom snigende da vi kom, og det blev kun til få regnbyger. Vi har fået set en masse, og har samtidig også haft dage, hvor vi bare har kunne slappe af og nyde at være samlet som familie. Roen har kunne mærkes på børnene, som hver især har brilleret i kunsten at sove og spise.

Det er helt vildt at opleve den kontrast ferien er til hverdagen, og hvor stor virkning det har på især diktatoren, at hverdagens krav lempes. Hun kom til et punkt, hvor hun foreslog hjemmeskoling, selvom hun måtte indrømme, at hun nok ville savne sine venner lidt. Men jeg kan godt følge hendes tankegang, for hvem ønsker ikke bare at have en hverdag, hvor man hviler i sig selv, sover og spiser og har ro i hovedet? Jeg under hende det, det gør jeg virkelig, men det er et spørgsmål om, at tilpasse hverdagen i en grad, så hun kan rumme den. Man kan ikke undgå, at skal ud i samfundet, livet skal leves og ikke bare som tilskuer, fra en isoleret glasboble. Det forstår hun heldigvis også, i hvert fald til en hvis grad.

Og så er det, at min samvittighed straks vender tilbage, til mit manglende overskud og de udfordringer det stiller i hverdagen, for det kræver ekstremt meget, at være det bærende element, i et autistisk menneskes liv.

Langt hen af vejen, tror jeg det handler om, at jeg stiller for høje krav til mig selv, urimelige krav som bunder i en blanding af den konstante bombardering i medierne om, hvordan man bør være som mor, og min manglende evne til, at ignorere den slags artikler, samt usikkerhed i fht. min rolle som mor.

I den kommende weekend, har jeg prioriteret venindetid og glæder mig som et lille barn. Vi skal ind og se “Bad moms” og jeg glæder mig til et humoristisk opgør med konceptet “Supermor” og begrebet “Mombashing” og det i det skønneste selskab.

Mange varme hilsner fra Husmoderen

 

Alfredspringvand alsace blog vinmarker

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...