Måske er det fordi mit hoved er lidt kringlet og skørt skruet sammen, men jeg har altid elsket historien og ikke mindst filmen om Alice og hendes drømmerejse til eventyrland. Det er et eventyrligt og kreativt univers, hvor alt er muligt og det umulige vendt på hovedet.

Min kære datter, deler min forkærlighed for de skæve universer og Disneys version, af Alice i Eventyrland, er en af hendes absolutte favoritter. Derfor har hun også i flere år, ønsket at være Alice til fastelavn.

Men så kom hele Elsa epidemien, næste år var Rapunzel alligevel sjovere og sidste år hittede det Goth agtige “monster High” kostume helt vildt. Men i år skulle det være, hun ville være Alice i eventyrland.

Jeg har altid selv syet hendes fastelavnskostumer, med undtagelse af sidste år, og jeg har som oftest også selv, måtte igang med mønsterkreation, eller som det mindste, en eller anden form for tilpasning.

I år er ingen undtagelse….

Det er længe siden, at jeg sidst har syet. Jeg elsker det og følelsen når man er færdig og projektet er blevet en succes, er helt fantastisk. Jeg bliver stolt og skider janteloven et stykke og jubler lidt over min præstation.  Men det at sy, er blevet en krævende opgave, efter jeg blev opereret i ryggen. Jeg får ondt og det kræver mange pauser, at gennemføre et projekt som dette, hvilket også betyder at det bliver enormt tidskrævende at sy.

Det frustrerer mig, for jeg føler mig begrænset og er der noget jeg hader, så er det den følelse.

Men glæden ved at sy, vinder alligevel over alt det andet og at se min datter stråle i sit nye kostume er det hele værd.

Nu mangler vi “bare” at bage nogle “spis mig” småkager og lave en “drik mig” label, til en lille flakon, så er diktatoren klar til fastelavnsfest.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...