Jeg er nogle gange overbevist om, at min kære datter har en splittet personlighed. Afhængig af personerne omkring hende, skifter hun mellem, at være den perfekte og pligtopfyldende pige, der sjældent siger fra og tager alt med et smil på læben, til at være en frådende tordensky, som langer ud efter alt og alle omkring hende.

Alle forældre kan vel i bund og grund, nikke genkendende til situationen, men det er et karakteristika ved autistiske piger.

 

De holder på sig selv!

 

I skolen er dagen gået “super” og alt er “lyserødt” og fint, selv nyheden om de forestående ændringer, blev efter sigende modtaget med højt humør.

Så henter jeg hende;

Halvvejs ude af døren, ser jeg frådende om munden, begynde at skumme og øjnene har allerede kastet forbandelser over, halvdelen af skolens personale på vejen ud. Ude i bilen, kaster hun sig ud i en blander svada af raseri, frustration, gråd og glæde.

 

Det har været en hård dag!

 

Men det er der ikke nogen der skal se dernede “Jeg vil ikke vise dem, mine rigtige følelser på skolen mor”! Det er en sætning, vi ofte hører. Hun bruger al sin energi på, at holde sammen på sig selv oppe i skolen, til familiekonsammen, eller ved frisøren og vel hjemme vil kaosset ingen ende tage og alt i verden er noget LO..

Efter lidt frokost og lovning om Wii og kreativ aktivitet, er raseriet dæmpet og tilbage er blot uroen, som manifesteres i en uendelig talestrøm om absolut ingenting, og et aktivitets niveau, jeg bedst har hørt beskrevet som “En bubbibjørn på euforiserende stoffer” i Fredrik Backmans seneste bog “Ting, min søn skal vide om verden” (kan anbefales).

Heldigvis kan man godt spille Wii og hoppe rundt, som en sindsforvirret labrador på en tennisbane, mens man som Mario bekæmper buttede krokodiller, med en levende svamp som sidekick.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at hvile hovedet lidt, oven på nattens manglende søvn, men “Vi skal være kreative Mor, jeg har fundet det her pandebånd på pinterest” oh yes…. “Vi” skal være kreative, den har jeg hørt før og når man er en bubbibjørn på speed, og Mrs. Hyde gemmer sig lige under overfladen, så ender det med, at jeg skal klippe strimler, lære at binde sømandsknuder og sy hele lor… sammen.

Men “vi” var dygtige og det gav et stort smil på læben og bragte glæde, da først pandebåndet kom på plads og så kan jeg hvile hovedet senere, når vi drager til den ugentlige familiemiddag, hos mine dejlige svigerforældre! Oven i købet i selskab, med min dejlige stålmontør, som er hjemme idag ❤

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...