Jo ældre man bliver, des hurtigere flyver tiden og selvom jeg godt vidste, at det var længe siden, at jeg havde prioriteret min blog, så fik jeg alligevel et chok, da jeg så at sidste gang, jeg skrev et indlæg var i september måned.

Hvad skete der så lige? Jeg  havde jo sagt, at jeg i 2016 ville blive bedre til, at prioritere mig selv og herunder min blog!! Jeg ville skrive om livet på godt og ondt, og lægge fokus på mit behov for, at formidle og ikke gå så meget op i, hvorvidt det jeg skrev, var interessant og om folk orkede, at læse om endnu en kamp, eller se et nyt billede af mit fantastiske afkom, eller nybagte boller for den sags skyld. Ikke desto mindre, er det nok netop derfor, at jeg gang på gang, slettede det ene halvfærdige indlæg efter det andet.

Så kom den årlige opkrævning for mit webhotel og jeg måtte spørge mig selv, om jeg virkelig ønskede, at beholde bloggen. Jeg ville i hvert fald ikke betale for, at skrive 10 indlæg om året, hvis det da overhovedet blev til så meget sidste år. Det føltes næsten pinligt, at vende tilbage til bloggen, så lang tid uden et eneste ord og alt hvad jeg havde at fortælle om, virkede som sørgelig beretning fra Jammerdalen.

Jeg kunne bare samtidig mærke, at jeg ikke var klar til, at give op.

I sin tid startede jeg bloggen, efter at have været ivrig læser, gennem længere tid. Det var primært kreative blogs jeg fulgte med på og lysten til, at sidde på den anden side spirede og frem kom ideen til, at fortælle om livet som den moderne husmor, jeg nu engang var blevet. Det var med stor iver, at jeg kreerede bloggen og med mange sommerfugle i maven, at jeg udgav mit første indlæg.

Jeg var igang.

Sidenhen har jeg skrevet mange indlæg, vist mange kreationer og delt mit liv på godt og ondt, i nogle perioder mere end andre og jeg savner det. Så nu er regningen betalt, designet er rettet til og husmoderen er atter klar til, at gå til bekendelse. I første omgang, burde jeg måske fortælle, hvad der er sket siden sidst, hvilket også ligger til grund, for den rungede tavshed der har været på bloggen.

Diktatoren har haft det svært gennem længere tid, hendes og i efteråret 16 kulminerede det, med angst og spiseværgring, hun udviklede tics samt udadreagerende og selvskadende adfærd, hun ville ikke i skole og nætterne blev brugt på, at trøste og mane til ro, i stedet for at sove. Noget måtte gøres og takket være et godt samarbejde med skolen, blev der lavet et nyt skoletilbud til hende, med det formål, at afstresse og skabe ro. Det har været en rigtig god løsning og selvom at vi langtfra er ovenpå, så går tingene pt. den rigtige vej. Vi taler minimale musseskridt, nætterne er stadig lange og fødeindtaget er ikke stort, men det er den rigtige vej.

Mejeristen er fortsat en livsglad og frejdig lille fyr, der udfordrer lægerne til, at tænke ud af boksen. Sygedage er der stadig mange af og vi endte da også, med en indlæggelse i december måned, fordi han har uforklarlige mavesmerter og kæmper med udmattethed, er uden appetit og periodisk døjer med kvalme. De mest nærliggende årsager, er ikke forklaringen på yngstemandens symptomer, hvorfor vi i samarbejde med børnelægen, stadig forsøger at finde svar.

Jeg prøver at skabe nogle optimale rammer, finde hoved og hale i det hele og skabe en sammenhængende og overskuelig hverdag for os alle, mens Souschefen knokler en hvis kropsdel ud af bukserne, i sit arbejde som stålmontør. Sammen er vi, på trods af alt, stadig stærke og ved godt mod og gør hvad vi kan, for at holde hovedet højt.

Med det sagt, vil jeg nu sørge for, at få noget mad på bordet og fundere over, hvad jeg skal skrive over næste gang.

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...